Tilbage til forsiden

Foreningens formål

Som nævnt er foreningens formål primært at skaffe udstillingssteder for medlemmerne. Her har Hvidovre Hovedbibliotek været det største udstillingssted, hvor foreningens årlige Vinterudstilling afholdes. Endvidere har der været udstillinger på plejehjem og hos firmaer med passende udstillingsmuligheder, men disse aktiviteter er efterhånden blevet begrænset til de steder, der har en kunstforening, og som efter forevisning af medlemmernes fotomapper, på forhånd har lavet en aftale om, hvem der skal udstille på stedet.

Nu er man også begyndt at udstille på deciderede udstillingssteder som Helligåndshuset på Strøget og Filosofgangen i Odense, men udstilling på disse steder er ret omkostningskrævende, og udgifterne må derfor i sin helhed afholdes af udstillerne.

Siden 1990 har foreningen i samarbejde med Hvidovre Kunstforening, Hovedbiblioteket samt Kulturrådet arrangeret en årlig censureret udstilling HCU (Hvidovre Censurede Udstilling), hvortil enhver kan indsende værker. Medlemmer af K21 får automatisk tilsendt indbydelse. HCU afholdes dog nu kun hvert andet år.

Ved denne udstilling bliver billederne censureret af et panel af anerkendte kunstnere, medens dette ikke er tilfældet ved foreningens øvrige udstillinger. Dog kan det af hensyn til helheden være nødvendigt at lade et billede udgå, ligesom ophængningen og billedernes indbyrdes placering fastlægges af en udstillingskomite.

Foreningens andel i maleture og aktiviteterne i Medborgerhuset består mest i at bringe omtale om tidspunkter i foreningens medlemsblad, Kosten, medens forskellige medlemmer tager sig af tilrettelæggelsen af maleturen eller at skaffe frivillig model til portrættegning, medens foreningen sørger for at lokalet er til rådighed. Der kan dog også være tale om at foreningen står bag en fælles indsats, hvor der males efter et bestemt tema.

Det er ligeledes foreningens bestyrelse, der sørger for en relevant foredragsholder på medlemsmøderne, medens kagebagning og kaffebrygning i mulig udstrækning uddelegeres til villige hjælpere.

De nævnte aktiviteter har til formål at knytte foreningens medlemmer nærmere sammen, og hertil bidrager også en sommertur, hvor vi ser på gallerier eller andre spændende muligheder, samt et weekendophold på Hvidovre Kommunes kursusejendom ved Gurre. Ikke gratis, men pengene værd.

Tilbage til forsiden

Sidst redigeret 20 juni 2002